Aktier vs. obligationer: Hvad er forskellen, og hvad er bedst?

Aktier vs obligationer

Investering handler i høj grad om at træffe de rigtige valg, og for mange står valget mellem aktier og obligationer.

Begge investeringsformer har deres fordele og ulemper, og hvad der passer bedst til dig, afhænger af dine økonomiske mål, din risikovillighed og din tidshorisont.

I denne artikel dykker vi ned i de vigtigste forskelle mellem aktier og obligationer, så du kan finde ud af, hvad der passer bedst til dig og din investeringsstrategi.

Hvad er forskellen på aktier og obligationer?

Aktier

Når du køber en aktie, køber du en lille del af en virksomhed og bliver i princippet medejer af den.

Dette giver dig mulighed for at opnå afkast på to forskellige måder: kursgevinster og udbyttebetalinger.

Kursgevinster opstår, hvis værdien af en aktie, du har købt, stiger, og du sælger den til en højere pris, end du købte den for.

Hvis du f.eks. køber en aktie til 100 kr. og senere sælger den for 150 kr., har du opnået en kursgevinst på 50 kr. eller 50 %.

Kursgevinster vil typisk være der, hvor størstedelen af ens afkast kommer fra, når man investerer i aktier.

Udbyttebetalinger opstår derimod, når du ejer aktier i en virksomhed, der vælger at udbetale en del af sit overskud til sine aktionærer i form af udbytte.

Udbyttebetalingen sker typisk årligt, halvårligt eller kvartalsvis og beregnes som et fast beløb pr. aktie.

Hvis en virksomhed f.eks. beslutter at udbetale 10 kr. i udbytte pr. aktie, og du ejer 10 aktier, vil du modtage 100 kr. i samlet udbytte.

Du skal dog være opmærksom på, at det langtfra er alle virksomheder, der vælger at udbetale udbytte.

Mange vækstvirksomheder vælger at geninvestere deres overskud i virksomheden for at vokse yderligere, hvilket kan øge aktiekursen i stedet.

Obligationer

Mens aktier i princippet gør dig til medejer af en virksomhed, så er obligationer et lån, som du giver til enten virksomheder, stater eller realkreditinstitutter.

Når du køber en obligation, så køber du et bevis på, at udstederen vil betale dig renter løbende og tilbagebetale hele lånebeløbet – enten som løbende afdrag eller som et samlet beløb, når obligationen udløber.

Din gevinst på obligationer kommer derfor fra de renter, du modtager i løbet af perioden.

Men ligesom ved aktier kan du faktisk også opnå en gevinst ved at sælge obligationen før udløb, hvis dens markedsværdi er steget.

Dette sker typisk, hvis renteniveauet på markedet falder, efter du har købt obligationen.

En obligation med en højere rente end den aktuelle markedsrente bliver nemlig mere attraktiv for andre investorer og kan derfor sælges til en højere pris.

Omvendt kan du også opleve et tab, hvis renteniveauet stiger.

I så fald bliver obligationen mindre attraktiv, fordi nye obligationer på markedet vil have højere renter.

Dette kan gøre værdien af din obligation mindre, hvis du ønsker at sælge obligationen, før den udløber.

En obligation kan have en lang, mellemlang eller kort løbetid. Kortfristede obligationer har typisk en mere stabil kurs, mens kursen på langfristede obligationer svinger mere.

Hvad er den bedste investering: aktier eller obligationer?

Når det kommer til at vælge mellem aktier og obligationer, afhænger svaret i høj grad af din økonomiske situation, dine mål og din risikovillighed.

Begge investeringsformer har deres styrker og svagheder, og hvad der passer bedst til én person, er måske ikke det rigtige valg for en anden.

Historisk set har aktier leveret bedre langsigtede afkast end obligationer, men de kommer også med en højere risiko.

Værdien af dine aktier kan nemlig svinge rigtig meget, afhængigt af markedets udvikling og virksomhedens resultater.

Obligationer er normalt mindre risikable end aktier og mere stabile.

Til gengæld giver de generelt et lavere afkast og er derfor bedst egnet til investorer, der prioriterer stabilitet frem for høje afkast.

Selvom obligationer generelt er mindre risikofyldte end aktier, er det dog vigtigt at pointere, at al investering er forbundet med risiko.

Hvis du f.eks. har en obligation i en virksomhed, der går konkurs, eller et land, der går statsbankerot, vil obligationen blive værdiløs.

En kombination af aktier og obligationer kan være nøglen

At kombinere aktier og obligationer i din investeringsportefølje kan være nøglen til at opnå en god balance mellem risiko og afkast.

Ved at sprede dine investeringer mellem disse to aktivklasser kan du drage fordel af aktiernes vækstpotentiale, samtidig med at obligationernes stabilitet hjælper med at beskytte din formue mod store udsving på markedet.

Fordelingen mellem aktier og obligationer i din portefølje bør afhænge af, hvor risikovillig du er, og hvor lang tid der er, til du skal bruge de investerede midler.

Hvis du er villig til at tage en større risiko og har relativt lang tid, før pengene skal bruges, kan det være en fordel at have en større andel aktier i din portefølje – f.eks. 70 % aktier og 30 % obligationer.

Har du derimod en lav risikovillighed og/eller en kortere tidshorisont, kan det være bedre at have en overvægt af obligationer i din portefølje – f.eks. 40 % aktier og 60 % obligationer.

Lige meget hvilken fordeling, du vælger, bør du dog altid sørge for at sprede dine investeringer udover flere forskellige sektorer og lande, så du mindsker risikoen ved, at én sektor eller region klarer sig dårligt.

Ved at sprede dine investeringer kan du skabe en mere robust portefølje, der bedre kan modstå udsving i markedet.

Du bør med andre ord aldrig lægge alle dine æg i én kurv.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*